KREA NATUR
Naturbingo
Udforsk naturen
sammen med børnene
Vi har været så heldige, at Camilla Juul med Instagram-profilen @ladfantasienblomstre, har lavet den fineste bingoplade til “Æggebakke-bingo”.
God fornøjelse
“Herhjemme elsker vi skattejagter. Min ældste pige på 5 år, Melba, sætter tempoet højt, og hendes lillesøster på 2 år, Milje, spæner efter, da hun nødig vil gå glip af noget.
Det er virkelig dejligt, at vi kan skabe en så sjov leg med få remedier. Ovenikøbet får vi frisk luft og skal bruge hovedet samtidig. Skulle børnene miste interessen inden alle tingene er fundet, så kan æggebakkerne heldigvis gemmes og tages frem igen på et senere tidspunkt. Vi gemmer ofte vores æggebakker med bingoplader ved vores udelegetøj, så børnene selv kan tage dem frem igen og igen.
Vi har lavet bingolege med æggebakker i mange udgaver, men jeg har valgt at denne bingoplade skal indeholde velkendte ting, som er til at finde i haven eller f.eks. på legepladsen. På den måde tror jeg, at de fleste kan være med.
Bingopladens størrelse passer til en æggebakke med plads til 10 æg. Der er derudover en stor navnelap hvori barnet kan tegne sig selv eller skrive sit navn. Begge dele limes på æggebakken.”
Hilsen Camilla
Dette skal du bruge:

• En æggebakke
• Hvidt stykke papir
• Lineal
• Blyant
• Saks
• Skriveredskaber
Sådan gør du:
• Find en tom æggebakke.
• Mål størrelsen på bunden af låget.
• Mål en firkant op på det hvide papir, der passer i størrelsen på låget af æggebakken.
• Tegn det antal felter, der passer til antal huller i æggebakken. Her er ti felter, fordi der er ti huller.
• Tegn de ting, der skal findes i naturen. Skriv eventuelt, hvad det forestiller nedenunder – det er også en god øvelse i at læse for de børn, der er ved at knække koden.
• Tænk gerne over, at tingene skal kunne findes det samme sted i naturen. Planlægger man en tur på stranden, vil det derfor nok blive svært at finde en svamp, men man kan nok både finde muslinger, sand og tang.
• Lim “pladen” fast i bunden af låget på æggebakken.
Sådan spiller du naturbingo
• Hvert barn skal have en æggebakke med en “bingo-plade”. Det er sjovest, hvis pladerne ikke er ens.
• Tag et sted ud i naturen, hvor der er stor sandsynlighed for at finde alle de ting, der skal findes. Det kan være på et nærtliggende græsområde, stranden eller skoven.
• Nu får børnene lov til at gå på opdagelse i naturen og finde de ting, de har på deres plade.
• Når tingene er fundet, lægges de i det tilsvarende hul i æggebakken.
• Vinderen er det barn, der først får fuld plade!
Tips & tricks
Børnene kan også deles i hold, hvor de hjælpes ad med at finde de forskellige dele.
Sværhedsgraden kan også gøres lettere ved, at man blot skal have en fuld plade eller op til et antal huller fyldt.
Naturbingo kan fungere rigtigt fint som en post på et løb.