KREA PAPMACHÉ

Ballonskib af papmaché

Papmaché er et fantastisk og utroligt sjovt materiale at arbejde med, som giver uendelige muligheder for kreative projekter. Børn i alle aldre kan være med, og det at man virkelig kan mærke materialet undervejs i processen, skærper både kreativiteten og gør oplevelsen mere fornøjelig. At arbejde med papmaché giver plads til både fantasi og eksperimenter.

Ballonskibet giver god træning i både formgivning og tålmodighed. Selvom det kan tage lidt tid og kræver flere lag, er resultatet det hele værd.

Så det er bare med at komme i gang og lade kreativiteten få frit spil.

God fornøjelse med papmachéen og glæd dig til at se jeres eget ballonskib tage form!

Det skal du bruge

  En ballon
  Avispapir
  Tapetklister
  Mælkekarton
  Snor
  Maling
  Pensler
  Saks
  Malertape
  Målebånd
  Evt. stofrester og ris/linser/lign.

Sådan gør du:

1:
Lav ballonen:

  Riv avispapiret i strimler

  Pust ballonen op

  Brug tapetklisteret til at sætte avisstrimlerne fast. Det er vigtigt, at laget dækker godt og har en hvis tykkelse, så den holder.

  Lad et hul blive tilbage i bunden.

  Sæt en snor i enden af ballonen og hæng den til tørre et godt sted, hvor pilfingre ikke kan nå.

2:
Lav “kurven”:

  Tag den tomme mælkekarton.

  Klip toppen af, så bunden former en “kurv”.

  Dæk evt. mælkekartonen til med avisstrimler og tapetklister, så ballon og kurv har samme struktur og baggrund, når der males.

  Sæt evt. kurven til tørre

3:
Mal ballon og kurv:

  Når ballon og kurv er helt tørre, er de klar til at blive dekoreret. Det er kun fantasien, der sætter grænser, men her har vi valgt at male begge dele.

  Klip et hul i den rigtige ballon og tag den ud af papmaché-ballonen.

  Hvis der ønskes striber på ballonen, kan det være en god idé at bruge malertape til at markere, hvor der skal males. Dette kan med fordel måles op med at målebånd, så man er sikker på, der bliver lige lang afstand mellem striberne.

  Når begge dele er malet, sættes de til tørre. Husk, at laves der striber med malertape, skal malingen være helt tør før, malertapen tages af for at male resten af striberne.

4:
Sy poserne og sæt dem på kurven:

  Klip 4 firkanter af en stofrest.

  Buk først over på midten og sy bund og side sammen.

  Buk dernæst toppen ned og sy kanten.

  Vend posen ved hjælp af en lang genstand. Evt. en blyant.

  Fyld poserne med  ris – ikke for mange, så bliver ballonen for tung.

  Luk poserne med snor.

  Lav fire huller i toppen af kurven, brug en spids saks.

  Bind poserne fast med snor

5:
Ballon og kurv sættes sammen

  Lav fire huller i hvert hjørne af kurven. Vi brugte en saks.

  Lav derefter tilsvarende fire huller i ballonen. Lav først to lige overfor hinanden, og dernæst de to sidste i midten. Brug evt. målebånd.

  Lav ikke hullerne for yderligt, så du risikerer at snoren gnaver sig igennem pappet.

  Bind ballon og kurv sammen med fire stykker snor.

  Det vigtige er, at snorene er lige lange.

Tips & tricks

 Selvom det motorisk er udviklende for et barn at få fingrene i sådan en omgang klister, kan man have et barn, der slet ikke kan klare klistret på fingrene. Er dette tilfældet, kan man sagtens smøre klistret på med en pensel.

Man kan sagtens dekorere luftballonen med alt muligt andet. Det kan være gammelt gavepapir, man klipper prikker af og klistrer på. Stof til at omkranse selve ballonen. Lad evt. barnet selv være med til at komme med gode forslag.