Din kurv

  • {{orderLine.quantity}} sæt af 90 labels

    {{orderLine.quantity * basePrice | addDecimals}}

  • Du har ingen Navnelapper i kurven

Ballonskib af papmaché

Papmaché er et fantastisk og utroligt sjovt materiale at arbejde med, som giver uendelige muligheder for kreative projekter. Børn i alle aldre kan være med, og det at man virkelig kan mærke materialet undervejs i processen, skærper både kreativiteten og gør oplevelsen mere fornøjelig. At arbejde med papmaché giver plads til både fantasi og eksperimenter.

 

Ballonskibet giver god træning i både formgivning og tålmodighed. Selvom det kan tage lidt tid og kræver flere lag, er resultatet det hele værd.

Så det er bare med at komme i gang og lade kreativiteten få frit spil.

 

God fornøjelse med papmachéen og glæd dig til at se jeres eget ballonskib tage form!

Dette skal du bruge:

  • En ballon
  • Avispapir
  • Tapetklister
  • Mælkekarton
  • Snor
  • Maling
  • Pensler
  • Saks
  • Malertape
  • Målebånd
  • Evt. stofrester og ris/linser/lign.

Sådan gør du:

Trin 1: Lav ballonen:

  • Riv avispapiret i strimler
  • Pust ballonen op
  • Brug tapetklisteret til at sætte avisstrimlerne fast. Det er vigtigt, at laget dækker godt og har en hvis tykkelse, så den holder. 
  • Lad et hul blive tilbage i bunden. 
  • Sæt en snor i enden af ballonen og hæng den til tørre et godt sted, hvor pilfingre ikke kan nå.

 

Trin 2: Lav “kurven”:

  • Tag den tomme mælkekarton.
  • Klip toppen af, så bunden former en “kurv”.
  • Dæk evt. mælkekartonen til med avisstrimler og tapetklister, så ballon og kurv har samme struktur og baggrund, når der males. 
  • Sæt evt. kurven til tørre

Trin 3: Mal ballon og kurv:

  • Når ballon og kurv er helt tørre, er de klar til at blive dekoreret. Det er kun fantasien, der sætter grænser, men her har vi valgt at male begge dele.
  • Klip et hul i den rigtige ballon og tag den ud af papmaché-ballonen.
  • Hvis der ønskes striber på ballonen, kan det være en god idé at bruge malertape til at markere, hvor der skal males. Dette kan med fordel måles op med at målebånd, så man er sikker på, der bliver lige lang afstand mellem striberne. 
  • Når begge dele er malet, sættes de til tørre. Husk, at laves der striber med malertape, skal malingen være helt tør før, malertapen tages af for at male resten af striberne. 

Trin 4: Sy poser og sæt dem på kurven:

 

  • Klip 4 firkanter af en stofrest.
  • Buk først over på midten og sy bund og side sammen.
  • Buk dernæst toppen ned og sy kanten. 
  • Vend posen ved hjælp af en lang genstand. Evt. en blyant. 
  • Fyld poserne med lidt ris eller lignende - ikke for mange, så bliver ballonen for tung.
  • Luk poserne med snor.
  • Lav fire huller i toppen af kurven, midtfor på hver side. Vi brugte en spids saks.
  • Bind poserne fast med snor
  • Dette trin kan sagtens udelades - ballonen bliver også rigtig fin uden.

 

Trin 5: Ballon og kurv sættes sammen

  • Lav fire huller i hvert hjørne af kurven. Vi brugte en saks.
  • Lav derefter tilsvarende fire huller i ballonen. Lav først to lige overfor hinanden, og dernæst de to sidste i midten. Brug evt. målebåndet for at sikre, at der er lige lang afstand mellem hullerne. 
  • Vær opmærksom på ikke at lave hullerne for yderligt, så du ikke risikerer at snoren gnaver sig igennem pappet, når den hænger i loftet.
  • Bind ballon og kurv sammen med fire stykker snor. 
  • Det kan godt være lidt svært at få ballonen til at hænge helt lige, og man må derfor til sidst hænge ballonen op i ex. en krog og rette lidt til. Det vigtige er, at snorene er lige lange.

 

Du har nu en fin hjemmelavet luftballon til børneværelset eller en barselsgave :-) 


Tips & tricks

  • Selvom det motorisk er udviklende for et barn at få fingrene i sådan en omgang klister, kan man have et barn, der slet ikke kan klare klistret på fingrene. Er dette tilfældet, kan man sagtens smøre klistret på med en pensel. Det kan ikke undgås, at der kommer lidt på fingrene alligevel og på den måde bliver barnet stadigvæk motorisk udfordret på en stille og rolig måde.
  • Man kan sagtens dekorere luftballonen med alt muligt andet. Det kan være gammelt gavepapir, man klipper prikker af og klistrer på. Stof til at omkranse selve ballonen. Lad evt. barnet selv være med til at komme med gode forslag.